Spejder handler om natur, fællesskab og at prøve nye ting

Et tilbud om beskidte bukser, ømme hænder og boblende livsglæde krydret med splinter, hjernegymnastik og en gang imellem også et plaster, hvis man er rigtig heldig. Det bliver ikke bedre!

Hvad vil det sige at gå til spejder?

At gå til spejder er en livsstil kendetegnet ved samvær, oplevelser og udfordringer. Som spejder handler det om at blive dus med friluftslivet, lære at klare sig selv og passe på hinanden. Det handler om at tage ansvar, vise lederskab og tænke kreativt. Om at finde vej – både i naturen og i livet. Kammeratskabet i patruljen og på tværs af generationer er det, der virkelig binder det hele sammen.


Når ilden knitrer og drømmen folder sig ud

De fleste af aktiviteterne udfolder sig omkring Vejlefjordskolens store bålhytte. Her synger vi omkring bålet, laver spejderaktiviteter i dalen, i skoven og ved stranden. Spejderne mødes hver tirsdag mellem 18.30 og 20.00. En spejderaften har typisk et tema eller en særlig udfordring, som vi arbejder med. Aftenen slutter i rundkreds med sangen ”Altid frejdig, når du går”, der også udtrykker troppens kristne værdigrundlag.

Lejrliv – når sommeren er bedst

Et højdepunkt på spejderåret er sommerens børnelejr og spejderlejr. Lejrene byder på oplevelser ud over det sædvanlige med spændende aktiviteter, masser af glad sang og dedikerede voksne. Lejrene er som regel bygget op omkring et tema, der taler lige ind i børnenes fantasi og udfordrer dem til at bruge både kroppen og deres kreativitet. Naturen er også altid en vigtig del af spejderlivet på lejrene.

Klædt på til lidt af hvert

Da meget af spejderlivet foregår i det fri, skal tøjet kunne klare at være ude i al slags vejr – både sommer og vinter. Det betyder praktisk fodtøj og gode isolerende lag mod temperatur, vejr og vind. Derudover skal hver spejder selv medbringe lommelygte, papir og skriveredskaber. De store spejdere anbefales at supplere med en god kniv, et kompas og evt. en lille håndøkse. På lejrtur er det godt med et liggeunderlag, en god sovepose og en praktisk rygsæk til udstyret.


Hvis du vil være medlem

For at blive medlem af Vejlefjord Trop skal du besøge spejderkorpsets officielle hjemmeside, hvor du skal udfylde kontaktoplysninger m.m. Alle aktive spejdere skal naturligvis vælge status som aktivt medlem, mens alle andre kan vælge at være støttemedlemmer. Medlemskabet støtter de lokale aktiviteter og sikrer derudover gode rabatter ved korpsets landsdækkende arrangementer, fx børnelejr og spejderlejr hver sommer.

Husk at vælge den korrekte lokalforening: Vejlefjord Trop. Deadline for tilmelding er den 1. oktober på: www.adventistspejder.dk/medlemskab

Hvis du vil vide mere om spejderne, kan du kontakte tropsfører Flemming Nutzhorn (mobil 4031 3087) eller tropsassistent Linda Hagen Jensen (mobil 2681 5882).


”Hvis du vil være med i det fedeste fællesskab, skal du selvfølgelig gå til spejder.”
 Flemming Nutzhorn, tropsfører

Kom ned ad bakken og besøg os