Mobning

Grundskolens handlingsplan

 På Vejlefjordskolen tager vi afstand fra mobning. Vi erkender, at mobning kan opstå hvor som helst og når som helst, men har også erfaret, at et positivt miljø med gode rammer mindsker risikoen for mobning. 

Vi er et inkluderende fællesskab med rummelighed til forskellighed. Vi ønsker ved hjælp af inklusion at skabe værdighed for alle elever, så også den enkelte får mod på sit eget liv og forstår vigtigheden af at hjælpe andre. 

Det er vigtigt, at vores elever får de nødvendige sociale kompetencer gennem fællesskabet med skolens ansatte og kammerater. 

Fra skolens side er udvikling af motivation, empati, ansvarlighed og en evne til at håndtere konflikter i særlig fokus, så eleverne bliver rustet til at være gode elever og kammerater. 

Hvad er mobning? 

“Mobning er, når en person gentagne gange over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra én eller flere personer. Der er en vis ubalance i styrkeforholdet. Den, der bliver udsat for de negative handlinger, har problemer med at forsvare sig og er ofte næsten hjælpeløs over for den eller dem, der plager ham eller hende. Mobning er ikke en konflikt, men et overgreb.”
(Dan Olweus, professor i psykologi ved Bergen Universitet) 

Over for mobning står drillerier. Forskellen på mobning og drillerier er, at drillerier kun forekommer, når alle involverede parter finder drillerierne morsomme. Drillerier har det imidlertid ofte med at udvikle sig. Mobning begynder typisk som drillerier, der tiltagende bliver mere og mere generende og ondskabsfulde. 

På Vejlefjordskolen ønsker vi at gå foran med et godt eksempel og vise, at vi altid tager elevernes mistrivsel og evt. mobning alvorligt. 

Vi er et fællesskab, der er baseret på ligeværdighed og gensidig respekt, og derfor er den sociale eksklusion af den, der mobbes, helt uacceptabel. 


Som skole vil vi på det kraftigste opfordre til at søge støtte, hvis følgende oplevelser kendetegner dit barns/den unges dagligdag på Vejlefjordskolen: 

  • At barnet/den unge bliver tiltalt med nedværdigende øgenavne 
  • At barnet/den unge oplever trusler eller hån 
  • At barnet/den unge bliver holdt udenfor socialt 
  • At barnet/den unge får ødelagt ejendele 
  • At barnet/den unge bliver truet eller tvunget psykisk til at gøre noget, der overskrider vedkommendes grænser 
  • At barnet/den unge bliver slået eller sparket fysisk 
  • At barnet/den unge oplever digital mobning 

Mobning kan foregå åbenlyst for alle i klassen, eller det kan foregå i det skjulte, hvor man næsten ikke bemærker, hvordan bestemte grimasser eller en manglende opmærksomhed er med til at isolere en person eller fryse vedkommende ud af klassen eller skolen. 

Hvad gør skolen forebyggende mod mobning? 

Vejlefjordskolen italesætter til morgensamling og i undervisningen de kristne grundværdier, som for eksempel: ”Vær mod andre, som du vil de skal være mod dig,” som er vores helt grundlæggende værdi for vores skolefællesskaber. Vi italesætter konkrete måder at udvise god stil på gennem det vi gør, det vi ikke gør, det vi siger og det vi ikke siger. 

Vores klasseture binder eleverne sammen og er med til at understøtte gode sociale strukturer i klassen. I frikvartererne laves der legeaftaler som kan understøtte nye sociale strukturer på tværs af allerede etablerede fællesskaber. Der er legepatruljer, som er voksne, som har fokus på elever, der har brug for særlig hjælp til at komme ind i legen, aflæse reglerne i en leg, aflæse når reglerne laves om undervejs etc. Vores udeundervisning er med til at understøtte nye sociale strukturer i klassen, og det ”åbne” undervisningsrum” i naturen giver ro og plads til alle. 

Husk, at mobning angår ALLE. Der findes ingen uskyldige tilskuere. Alle har pligt til at videregive information om observeret mobning til skolens pædagoger, lærere eller ledelse. 

Handleplan 

Hvad gør skolen, når mobning alligevel konstateres? 

Når skolen oplever eller får henvendelse om, at der foregår mobning eller er opstået mistrivsel pga. mobning er vores handleplan som følger: 

  • Observationer: der udpeges 1-2 personer, som observerer og noterer. Det kræver, at man er i umiddelbar nærhed af de pågældende elever i undervisningen, frikvarterer og overgangssituationer (fx mellem klasselokaler, til og fra frikvarter, før det ringer ind, efter det ringer ud, ventetider, fx. ved bussen, i forbindelse med omklædning). 
  • Forældresamarbejde: forældre til enkelte elever inddrages. Om nødvendigt inddrages større grupper af forældre, fx hele klassens forældre. 
  • PPR: Sparring med PPR om enkeltelever eller grupper af elever. 
  • Klassetiltag: Konkrete tiltag på klasseniveau. 
  • Ekstra indsats: skolens ledelse inddrages, da særlige indsatser kan kræve ekstra ressourcer. 
  • Hvis mobningen fortsætter: Ledelsen kontaktes, og denne tager stilling til det videre forløb. De der mobber, skal opleve, at det får konsekvenser at svigte det sociale ansvar på skolen. Konsekvenser kan spænde mellem alt fra den alvorlige samtale til i yderste konsekvens at medføre bortvisning. 

Kom og besøg os